Efter en juni-influenza, en student og en sommerferie skulle dette indlæg måske handle om pausens betydning. I stedet får du et indlæg om fysisk aktivitet og læring. Jeg tumler lidt med at forstå og skelne fysisk aktivitet som fremmer læring fra begrebet fysisk og kropslig læring. Dette indlæg kommer til at handle om fysisk aktivitet og læring, og senere kommer der et indlæg om fysisk og kropslig læring, så må vi se hvordan og om det lykkes at skelne.
Det er idag anerkendt at fysisk aktivitet forbedrer evnen til problemløsning, logisk tænkning, rumopfattelse, sproglige færdigheder, arbejdshukommelse, selvopfattelse og opmærksomhed uanset alder. Samtidig mener forskere også, at fysisk aktivitet kan være et redskab til en positiv udvikling af mentale, emotionelle og sociale processer. Det var konklusionen på en konsensus-konference om fysisk aktivitet og læring i 2011 med deltagelse af et bredt og tværfagligt felt af forskere og repræsentanter fra idrætsorganisationer. Deres konklusionen hang sammen med:
- At fysisk aktivitet forbedrer kognition eller læring. Det er sandsynliggjort i forhold til problemløsning, logisk tænkning, rumopfattelse, sproglige færdigheder, arbejdshukommelse, selvopfattelse og opmærksomhed.
- At fysisk aktivitet kan være et redskab til positiv udvikling af mentale, emotionelle og sociale processer.
- At fysisk aktivitet fremmer dannelsen af stoffer, der kan fremme hjernens strukturelle og funktionelle ændring gennem læring og erfaring.
- At læring fremmes bedst, hvis den fysiske aktivitet er udfordrende, varieret og indebære succesoplevelse.
- At fysisk aktivitet øger hjernens modstandsevne mod kognitiv svækkelse som følge af alder og sygdom.
- At fysisk aktivitet integreret i undervisningen ud over idrætsundervisning har vist sig at fremme læring.
Instinktivt kan man føle sig bedre tilpas efter en løbetur eller anden fysisk aktivitet, men at det har betydning for læring og hjernens udvikling er noget, man først er ved at forstå og dokumentere nu. Det giver nye perspektiver og respekt for fysisk aktivitet og træning, som gennem de senere generationer er reduceret i vores hverdag, hvor fysiske aktiviteter er blevet erstattet af automatik og fysisk aktivitet er blevet noget man gør for kroppens og udseendets skyld. Nu skal vi også til at gøre det for hjernens skyld!
Hvis du har lyst til at læse rapporten fra konferencen, kan du hente den her.